Spørgehjørnet

Med en analyse kan man vurdere væskens aktuelle tilstand. Analysen giver vigtige oplysninger, som kan bruges til at planlægge drift og vedligehold af anlægget.

Hvis analysen viser, at væsken ikke er i orden, kan man planlægge et stop i god tid og undgå et utilsigtet driftsstop – som ofte er forbundet med store omkostninger. I mange tilfælde kan man via analyse og korrekt vedligehold forlænge væskens levetid betydeligt og reducere behovet for udskiftning.

‍

Vi anbefaler, at der mindst én gang årligt udtages en prøve til kølevandsanalyse. En analyse viser væskens aktuelle tilstand i systemet – på samme måde som en blodprøve giver et øjebliksbillede af et menneskes tilstand. Hvis der er noget galt, kan man sætte ind i tide.

På samme måde kan man analysere glykol, kølevand, centralvarmevand og olie. Vi tilbyder flere forskellige typer analyser til disse væsker. Se Her

‍

Biofilm er en slimet substans, som kan dannes mange steder i et system. Biofilm dannes, hvor der er næringsstoffer, vand og mikroorganismer til stede, og det er et velkendt fænomen i industrien.

Bakterier i biofilm kan være tolerante over for rengøringsmidler, desinfektionsmidler, varme m.v. Det betyder, at hvis der er etableret biofilm, kan den være svær at fjerne igen. En kontinuerlig forebyggende behandling er ikke altid den bedste løsning, da man i nogle tilfælde kan se nedsat effekt over tid (tolerans/resistens afhængigt af middel og dosering).

Vi anbefaler chokbehandling, hvis der påvises forhøjet kimtal/bakterieindhold.

‍

Hvis der konstateres bakterier i en analyse, anbefaler vi, at man behandler hurtigst muligt. Det kan gøres med et biocid, som doseres i systemet og reducerer bakterieindholdet.

Det er vigtigt at huske, at døde bakterier og biofilmrester skal fjernes fra systemet. Det kan fx håndteres med et delstrømsfilter, der opsamler biomasse og partikler. Afsyring?

‍

Bakterier i en kølevæske kan forekomme både i anlæg med glykol og i anlæg med vand. Ved højere glykolkoncentrationer (større end 20%) bliver miljøet ugunstigt for bakterievækst, men det udelukker ikke vækst under alle forhold.

Der findes mange bakterietyper med forskellige levebetingelser. Nogle trives bedst ved høj ilttilstedeværelse, mens andre trives under iltfattige forhold.

Bakterier kan stamme fra fx hanevand/postevand, hvis man bruger dette helt eller delvist i anlægget. De kan også stamme fra anlæggets opbygning og have siddet på røroverflader osv., og senere få gode levebetingelser og formere sig.

‍

‍

‍

Bakterier og biofilm kan sætte sig på overflader i et system, fx på køle- eller varmeflader. Biofilm kan isolere markant og forringe varmeoverførslen, hvilket kan øge driftsomkostningerne.

Derudover kan bakterier skabe et mere korrosivt miljø. Det kan øge risikoen for mikrobielt influeret korrosion (MIC). MIC kan forekomme på bl.a. stål, rustfrit stål og kobber.

‍

‍

Ja, det kan der godt. Ved en glykolkoncentration større end 20% har undersøgelser vist, at dette er et ugunstigt miljø for bakterievækst, og det forekommer derfor sjældent. Ved en glykolkoncentration under 20% kan vækst derimod forekomme især ved blandingsprocenter under 10%.

Ja, det kan man. Produkter såsom dip-slides (dyrkningsplader) er nemme at anvende og billige i indkøb. Resultatet er visuelt, og hvis prøven er positiv, har man typisk et svar efter ca. 3 dage.

Almindelig propylenglykol har typisk ikke en specifik fødevare-/kontaktgodkendelse. Hvis der stilles krav til godkendelse, skal man vælge en varmebærervæske med relevant NSF-klassifikation (fx HT1), afhængigt af anvendelsen.

Eksempler kan være Proviflow FG, Dowcal N eller Zitrec FC, som vi forhandler.

Den største forskel er, at ethylenglykol er klassificeret som sundhedsskadeligt, mens propylenglykol ikke er klassificeret på samme måde. Ethylenglykol kan være livsfarligt ved indtagelse.

For propylenglykol gælder, at den akutte giftighed ved indtagelse er meget lav, og der kræves store mængder for at fremkalde tydelig skade. Propylenglykol nedbrydes i kroppen til bl.a. pyruvat (pyrodruesyre), som indgår naturligt i glukosestofskiftet.

Frostsikring er det udtryk, der ofte anvendes i dagligdagen, når der tales om kølevæsker. Frostsikring angiver typisk den temperatur, hvor væsken begynder at danne krystaller (begyndende udfrysning).

Glykol er en frostvæske, som ved blanding med vand kan opnå et frysepunkt under 0 °C. Glykol (ethylene-/propylenglykol) er en alkohol (en diol) – ikke et sukkerstof. Det kan smage sødt (husk at ethylenglykol kan være livsfarligt ved indtagelse), men det er kemisk og funktionelt noget helt andet end sukker.

Krystallisering er den tilstand, hvor en væske går fra flydende form til fast form. Den temperatur, hvor de første krystaller dannes, kaldes krystalliseringstemperaturen. Man kender det måske fra vintertid, hvor sprinklervæske kan “klumpe” på en kold forrude – det skyldes begyndende krystallisering.

Det sker af og til ved et uheld (typisk ved lækager), at der kommer ammoniak i glykolvandet. Det behøver ikke at være en katastrofe ved små mængder, men det lugter kraftigt.

Hvis man konstaterer ammoniaklugt, kan man prøve at foretage en pH-måling for at få en indikation på lækagens omfang, men kølevæskens korrosionsbeskyttelse kan påvirke målingen. Et normalt glykolbaseret køleanlæg ligger ofte omkring pH 8,0–8,5 (afhængigt af væske og inhibitorpakke).

Vi har været i dialog med flere laboratorier, men har ikke kunnet identificere en egnet og valideret analysemetode til at kvantificere, hvor meget ammoniak der eventuelt kan være overført til kølevæsken.

Der findes mange fortællinger om, hvad der sker, hvis man blander ethylen- og propylenglykol. Vi kan konstatere, at der ikke er tydelig dokumentation for, at de to glykoltyper i sig selv “modarbejder” hinanden.

Vi anbefaler dog ikke at blande glykoltyper, da additiv- og inhibitorsystemer kan være inkompatible, og produktets specifikationer og dokumentation bortfalder – væsken bliver i praksis “ikke-defineret”.

Hvis man ikke ved, hvilken glykoltype der er i anlægget, bør man få den identificeret (fx via analyse) før påfyldning.

‍

Når glykol blandes med vand, påvirkes vandets bindinger, og blandingen får et frysepunkt lavere end 0 °C. Jo mere glykol man blander i vandet, desto lavere frysepunkt opnår man.

Som udgangspunkt vælger man en blanding, der passer til anlæggets laveste temperatur. Hvis den laveste temperatur i anlægget aldrig kommer under fx -15 °C, kan det være unødvendigt at vælge en frostsikring til fx -20 °C. Jo højere glykolkoncentration, jo højere viskositet og lavere varmeledningsevne – hvilket typisk øger energiforbruget til pumpning og kan påvirke varmeoverførsel.

Når vi anbefaler minimum 30 % glykol, handler det dog ikke kun om frostsikring, men også om at sikre en tilstrækkelig mængde korrosionsbeskyttelse i produktet. Derudover er risikoen for bakterievækst i glykolblandinger meget begrænset ved blandingsprocenter over 25%.

Der findes som udgangspunkt to typer glykol, der anvendes i kølevæske: Ethylenglykol og Propylenglykol. Derudover findes der produkttyper, der er udviklet til anvendelser inden for fødevare-, medicinal- og pharmaindustrien og som kan have relevant NSF-klassifikation. Denne produkttype findes i vores sortiment under navnene Proviflow FG, Zitrec FC samt Dowcal N og er fast lagervare.

Ved hjælp af en analyse eller en refraktometer måling (forudsat at produktet er kendt) kan vi beregne, hvor meget glykol der skal tilsættes for at opnå en ønsket frostsikring.

For bedst resultat bør koncentratet blandes med en vis mængde væske fra anlægget, der skal opgraderes. Det kræver dog typisk, at anlægget stoppes under operationen. Hvis det ikke er muligt at stoppe anlægget, kan et alternativ være at dosere koncentratet ind under drift. Her opnås det ofte bedste resultat, hvis man kan dosere koncentratet ind umiddelbart før cirkulationspumpen, man skal dog være meget varsom med, at der ikke kommer lommedannelse.

Efterfølgende bør der foretages flere kontrolmålinger eller udtages en prøve til analyse.

‍

Man kan kontrollere frostsikring ved hjælp af refraktometer, vægtfyldemåler eller ved at måle refraktionsindeks. Typisk anvendes et refraktometer, der passer til glykoler. Man skal vide, hvilket produkt man måler på, da der ofte er flere skalaer i et refraktometer.

Ofte anvendes et analogt instrument. Der findes også digitale refraktometre, som kan være meget nøjagtige afhængige af typen og producenten. Her finder du vores refraktometre.

Man skal have overblik over glykolens funktion i anlægget: Er der risiko for udslip? Er der særlige krav (fx fødevare, medicinal, pharma)? På vores glykolside har vi angivet typiske anvendelsesområder under “Læs mere”. Vi vejleder også gerne pr. telefon eller e-mail.

De forskellige producenter har valgt deres egne farver. Der findes ikke en fælles standard for farvekodning i EU.

Vi anbefaler ikke at pumpe koncentreret glykol direkte ind på anlægget, hvis det er teknisk muligt at gøre på andre måder. Blandet andet på grund af forskelle i vægtfylde mellem vand og glykol kan glykolen lægge sig i bunden af systemet. Der kræves typisk en relativt høj flowhastighed for at sikre korrekt opblanding af glykol og vand.

Man bruger glykol for at sikre anlægget mod frostsprængning/frostskader, hvis væsketemperaturen kan komme under frysepunktet – fx hvis dele af eller hele anlægget står i det fri

‍

Vi anbefaler ikke brug af fjernvarmevand i køle-/varmesystemer. Fjernvarmevand er konditioneret vand, som ofte doseres med natriumhydroxid (pH-regulerende) samt tanniner, der reducerer iltindholdet.

I et køle-/varmesystem foregår der sjældent kontinuerlig dosering på samme måde. Derfor kan pH og indholdet af tanniner falde over tid, hvilket kan øge risikoen for korrosion.

Der kan være forskel i hvilken type korrosionsbeskyttelse, som glykol producenterne anvender. Derfor er det en god ide, at tjekke om der er tale om samme slags inden, at man blander glykolerne med hinanden.

Nej, det er desværre ikke muligt. Der findes ingen standarder på området.

En af de vigtigste egenskaber ved valg af kølevæske er frostsikringstemperaturen ved forskellige blandingsforhold.

I skemaet INDSÆT skema kan du se, hvilken frostsikring der opnås ved forskellige glykolblandingsforhold. Der kan dog være afvigelser afhængigt af leverandør. Har du brug for vejledning, sidder vi klar på telefon eller e-mail.

Ja, der findes mange forskellige typer inhibitorer på markedet. Overordnet skelnes der ofte mellem silikatbaserede inhibitorer og organiske inhibitorer.

Silikater kan danne en beskyttende film på overflader (en “coating”). Ved påfyldning kan der være et relativt højt initialt forbrug, hvis inhibitoren danner en film. Med tiden kan filmen slides, og metaloverflader kan blotlægges, hvilket øger risikoen for korrosion.

Organiske inhibitorer “flyder” med væsken rundt i systemet og danner typisk ikke en generel coating. Ved begyndende korrosion kan inhibitoren i stedet passivere det berørte område og reducere, at korrosionen udvikler sig. Forbruget af denne type inhibitor er ofte lavere, og derfor omtales den ofte som “long life”.

Hybrid? HOAT

Man kan vælge inhibitorer, der beskytter én eller flere typer metaller. Vi anvender kun long life-inhibitorer, som lever op til kravene i ASTM 1384 korrosionstesten.

Ordet inhibitor er et antonym til katalysator. Det vil sige “noget”, som dæmper eller forsinker en kemisk proces eller reaktion. I dagligdagen bruges ofte betegnelsen “korrosionsbeskytter”.

Hvis en væskeanalyse viser, at inhibitorindholdet (korrosionsbeskyttelsen) er for lav, kan inhibitor typisk efterdoseres for eksempel via en doseringspumpe. Før man tilsætter ny inhibitor, anbefaler vi at klarlægge årsagen til tabet, så problemet ikke gentager sig kort tid efter (fx lækage og efterfyldning med vand, iltindtrængning, forurening eller forkert væsketype/blanding).

Vi kan levere inhibitor som koncentrat både til glykolblandinger og til kølevand, og vi hjælper gerne med beregning af korrekt dosering ud fra analyse og systemvolumen.

Nej, ikke nødvendigvis. Glykol i sig selv kan være aggressivt over for metaller, og uden korrekt inhibitor kan der opstå korrosion. Det har heller ikke afgørende betydning, om man bruger hanevand/postevand eller behandlet vand – uden inhibitor kan væsken stadig være korrosiv.

For at kontrollere inhibitorindholdet skal der typisk sendes en prøve til et laboratorium. Som standard er denne måling et fast parameter i vores analysepakke, som du kan se mere om her INDSÆT LINK.

Det kan være svært at overvåge og styre de kemiske processer i et væskesystem – uanset om der anvendes glykol eller kølevand. Brug af inhibitor er derfor vigtig for at beskytte anlægget mod korrosion.

Det er vigtigt at vedligeholde indholdet, så der ikke opstår underskud af inhibitor, som kan føre til korrosion i anlægget.

Ja, der er punkter i lovgivningen, man skal være opmærksom på – bl.a. i forhold til mærkning og valg af væske afhængigt af anlægstype.

Der kan være krav til mærkning af anlæg, som tydeliggør typen af væske. Når en vare sendes ud fra os, medfølger der altid et mærkat, der tydeliggør produkt, blanding og frostsikring.

I nogle anvendelser kan væskens klassificering betyde, at ethylenglykol ikke er egnet eller ikke må anvendes. Det afhænger af anlægstype og gældende regler/arbejdsmiljøkrav.

Derudover kan der være forhold vedrørende jordvarme- og solvarmesystemer, man skal være opmærksom på.

Til jordvarme kan der anvendes glykoler eller IPA-Sprit. Der er jordvarmebekendtgørelsen, der beskriver dette.

Der må til sådan et anlæg kun anvendes propylenglykol som minimum, grundet klassificering. Det betyder, at skulle der ske en fejl, som derved vil kunne sammenblande glykol og brugsvand, så må der ikke være tale om glykol, som er sundhedsskadeligt. Det er ikke lykkes for os at finde noget tekst der beskriver dette.

Vandets hårdhed er er udtryk for de salte og mineraler som findes i vandet. Jo større hårdhed jo større indhold. I køl- og varmeanlæg ses ofte en relativ hårdhed da der i mange tilfælde anvendes alm. Hanevand / postevand. I disse anlæg vil der foregå en udfældning af disse salte og mineraler. Denne udfældning vil ofte sættes sig som isolator på de indvendige overflader og dermed være medvirkende til øget energiforbrug.

Denne værdi viser om en væske er sur eller basisk. Det vil sige : pH < 7 = sur og pH > 7 = basisk. En sur væske vil være syrekorroderende for et system. Dette fænomen kender man sikkert hvis man f.eks. har haft et stykke metal liggende i syre. Derved vil man efter en relativ kort tid opleve hvordan syren korrodere metallet. En basisk væske vil sikre mod ovenstående. En basisk væske med en pH > 12 har den funktion, at bakterier ikke ønsker at trives der. Dog skal man være opmærksom på ikke at gøre en væske alt for basisk da nogle metaller vil ”opløses”. Vi anbefaler at man holder en pH-værdi mellem 7,5 – 8,5.

Demineraliseret vand forveksles sprogligt ofte med destilleret vand. Demineraliseret vand = Total afsaltet vand = Deioniseret vand. Fremstilles ved ionbytning eller filtrering. Demineraliseret vand er billigere at fremstille end destilleret vand, ikke nødvendigvis sterilt. Typisk anvender man demineraliseret vand i industrien.

Ofte forvekslet med demiraliseret vand. Destilleret vand er raffineret ved destillation det vil sige kogning → fordampning → fortætning. Indeholder derfor ikke kalk, salte eller andre urenheder. Destilleret vand er kostbart at fremstille. Et alternativ til destilleret vand er demineraliseret vand.

Korrosion kan ske ved f.eks.:

1. Lav pH-værdi (surt vand) eller høj pH-værdi (alkalisk vand). For vand med høj alkalinitet er det muligt, at der dannes en kemisk belægning, der vil beskytte mod korrosion. Skulle en organisme/bakterie opstå under denne belægning vil man opleve bakteriologisk korrosion. Der er en øvre grænse for dette fænomen. En pH-værdi over 12 vil sikre en tilstrækkelig desinfektion.
2. Højt flow i rør.
3. Høj vandtemperatur.
4. Ilt og opløst CO2.
5. Højt indhold af opløste stoffer, som f. eks salte og sulfater.
6. Bakterier og elektrokemisk.
7. Tilstedeværelsen af suspenderende stof (uopløste partikler), som f.eks. sand, sediment og rust.

Man bør anvende demiraliseret vand for at undgå evt. urenheder, salte og mineraler ect. der kan være medvirkende til driftsforstyrrelser i køl-varmeanlæg. Fordelene kan være mange og eksempler her kunne være: Ingen urenheder i form af uopløste partikler, Ingen mineraler, Optimal varmeoverførsel ect. Der er også ulemper som følger: Er ofte dyrere end postevand, Skal produceres via et vandbehandlingsanlæg, Er moderat aggressivt overfor metaller ect. i vand, som er behandlet, vil der opstå korrosion på grund af manglen af opløste kationer, såsom kalcium og magnesium. Da demineraliseret vand er moderat aggressivt, kan det kun anbefales, at der tilsættes en multiinhibitor til vandet, der beskytter anlægget mod korrosion.

Umiddelbart tænker man ikke på, at postevandet indeholder forskellige elementer som er uønsket i sådanne anlæg bl.a. mineraler, hårdheder og bakterier.

Ulemper:

• Indeholder calcium og magnesium hårdheder, hvilket kan medføre kalkbelægninger. Disse belægninger resulterer i bl.a. dårlig varmeoverførsel
• Indeholder bakterier, der kan forårsage en biofilm. Denne biofilm forringer varmeoverførsel
• Bakteriekolonierne danner meget korrosive miljøer, der medfører korrosion
• Indeholder mineraler i mange former. Mange af disse mineraler er ikke opløselige i vand. Dette kan give anledning til ”propper” og dårligt flow, der medfører forringet drift
• Indeholder ilt og især koldt vand indeholder meget ilt, der er medvirkende til korrosion

Som udgangspunkt kan man godt regne med at fjernvarmevand er behandlet vand tilsat natriumhydroxid og tanniner. Dette gøres for at hæve pH-værdien fra omkring pH 7 til ca. pH 8 – 8,5 samt for at binde iltmolekylerne. I et fjernvarmesystem er dette et fint produkt. Men samme produkt i et meget komplekst og teknologisk køle-/varmesystem er ikke en god løsning. Fjernvarmevandet indeholder for mange uopløste partikler, som kan give komplikationer så f.eks ”propper” eller nedsat flow i systemet. Samtidig skal man også tænke på, at der i fjernvarmesystemet foregår en kontinuerlig dosering af før nævnte produkter, for at opretholde denne kvalitet. Denne kontinuerlige dosering foretages sjældent i et køle-/varmesystem hvorfor pH-værdien og indholdet af tannin falder. Som konsekvensen af dette vil et anlæg der anvender fjernvarmevand begynde at korrodere.

Man kan man sagtens selv måle hårdheden i køl- varmevæsken. Vi har fundet nogle strips til dette formål. De er simple at anvende, og man får svar med det samme. Strippen skifter farve afhængigt af hårdheden. Vores undersøgelser viste at ved et indhold på ca. 30% hanevand/postevand så ville det kunne ses på denne strip.

Turbiditet er en betegnelse for en væskes uklarhed, partikelindhold eller koncentrationen af uopløst stof.

Det kan medføre mekanisk slid i systemet. Utætte akseltætninger er ofte et tidligt tegn, da de ofte er af blødt materiale. Rørvægge kan slides – typisk i bunden – og på sigt kan der opstå utætheder. Vekslerflader kan også slides. Høj turbiditet kan desuden medvirke til propper/tilstopninger i et system.

Vi anbefaler en løsning med et delstrømsfilter. Det er et relativt simpelt indgreb og kræver ofte ikke store ombygninger. Vi anbefaler typisk en filtreringsgrad på mellem 5-25 µm. Det giver en fin filtrering, som reducerer partikler, der kan give slid og tilstopning.

Vi forhandler units til formålet (standard lagervare). Hvis der allerede er monteret et delstrømsfilter, har vi både patroner og poser, som muligvis passer til systemet.

Vi ser ofte snavssamlere på køle-/varmesystemer. En snavssamler er ikke det samme som et filter. Filtergraden er ofte ikke mindre end ca. 150 µm. De filtre, vi anbefaler, kan filtrere helt ned til 1 µm.